Vinduet mod ensomhed

Efter at min kernefamilie gik itu, har jeg oplevet lange perioder, hvor der simpelthen ikke var ret mennesker omkring mig.

De perioder har været tiltagende svære for mig. Det føltes unaturligt for mig, sådan at gå rundt i et stort hus – uden egentlig anden daglig kontakt end min arbejdsplads. Især unaturligt ved højtider og i ferier.

Og jeg har følt mig ensom. Jeg har følt mig forfærdelig alene og afkoblet fra verden – afkoblet fra mig selv. Ensomhedsfølelsen var så stærk, at jeg på et tidspunkt overvejede om den nogensinde ville forsvinde igen. Eller om jeg nogensinde kunne få den til at bevæge sig.

Jeg flygtede først ind i travlhed og gøremål, fordi jeg var bange for at være alene. Fyldte hele ugen op med aktiviteter – middage, koncerter, events, gåture, sport. Og var der et ledigt spot i en weekend – kunne jeg blive helt desperat, indtil jeg fandt en måde at fylde hullet ud på.

Jeg kan huske, at jeg arbejdede i København på et tidspunkt, og ikke kunne finde på andet end at gå. Så jeg gik og gik og gik. Når jeg fik fri tog jeg hjem, skiftede tøj og drog med det samme afsted. I den retning gåturen nu førte mig. Jeg gik i timevis. Ofte til kl. 5 om morgenen. Gik, til mine ben sagde stop. Vaklede ind af døren og faldt om på sengen. Næste dag det sammen. På job. Hjem og skifte. Afsted. Jeg skulle bare bevæge mig. Fremad. Selve bevægelsen gjorde at jeg kunne være.

Senere fik jeg en kæreste. Men min ensomhed forsvandt ikke. Kun, når jeg var med hende. Den blev en belastning for os. Vi bor ikke sammen. Hun har sin egen familie. Det har været svært at stå udenfor. Min hjerne kunne tænke:

”At det er da også for galt. Hvorfor skal jeg stå herude og have det elendigt, nu når der er et fællesskab lige der, som jeg kan gå ind i?”.

Jeg kunne ikke se, at nogen gange har en familie også bare brug for at være sig selv. Som familie. Jeg kunne ikke se, at det ikke var et fravalg af mig, men et tilvalg af familien. Deres familie.

Ensomheden har været særlig stærk om aftenen og natten. Jeg har ikke tal på de nætter, hvor jeg har ligget vågen og stirret op i loftet, vendt og drejet mig uden at finde ro. Tankerne om fællesskab og ensomhed, og min egen livssituation har fyldt alt. Og det har føltes, som om jeg endte i den samme blindgyde hver gang.

Men så skete der noget forunderligt

Jeg fik den indskydelse at lade være med at rulle mit gardin ned. Jeg har sådan nogle mørklægningsgardiner fra IKEA. Og det har altid været vigtigt for mig at have det kulsort om natten: ”Ellers kan jeg ikke sove” fortalte jeg mig selv.

Men den nat valgte jeg så at prøve noget nyt. ”Det var alligevel mørkt udenfor.”, tænkte jeg. Og jeg kunne jo heller ikke sove alligevel. Så jeg rullede gardinet op igen. Åbnede ud til verden udenfor.

Først var der ikke den store forskel. Månen var oppe. Lyset skinnede køligt ind på min seng. Der var stjerner på himlen, kunne jeg se. Og den vedbend, som vokser op af min mur, slog af og til mod vinduet i vinden: “Klonk klonk” med sådan en blød afdæmpet lyd. Skyerne sejlede roligt hen over himlen. Som store skygger, der bragte forandringer i lyset på min dyne.

Jeg faldt i søvn.

Næste nat prøvede jeg igen. Jeg lod være med at rulle gardinet ned!

Og det samme skete igen. Lyset var anderledes denne nat. Skyerne var væk nu. Jeg kunne se stjernerne – og måske nogle satellitter – der langsomt bevægede sig hen over himmelhvælvingen. Kølighed. Lys. Mørke. Min vedbend. Stjerner og skyer og bevægelser. Rundt om mig. Her midt i natten.

Jeg faldt endnu engang i søvn.

Sådan fortsatte det. Og sådan fortsætter det de nætter, hvor jeg mærker uroen.

Min ensomhed er sikkert ikke væk

Den bestemmer bare ikke længere over mig. Den er blevet en lille ven, som ikke rigtig kan finde ud af den verden, som den lever i. Ensomheden har måske været lidt alene?

Nu er den ikke alene mere. Vi er der på en måde sammen. Og når den trænger til omsorg, så ruller vi gardinet ned og kigger ud på verden. Og ser at det bevæger sig derude. At der selv i mørket er bevægelse. Tryghed. At det bare er noget andet end dagen og aktivitet. At ro og stilhed og alenehed – bare er en anden side af mit liv. En anden side, der også har fine kvaliteter.

Et vindue. Et gardin. En ensomhed, der blev til alenehed.

Jeg er ikke ensom lige nu. Og jeg er blevet inviteret ind i min kærestes familie. De har åbnet døren til mig. FUCK hvor er det vildt altså <3 <3 <3

Måske fordi det er lykkedes mig at indse, at et hul i mig jo også bare er et sted, hvor der er plads til rummelighed.

Kærlig hilsen

Jørn