Tantra Massage Århus

Tantramassage og psykoterapi

Kategori: forventninger

Invitation til samtale om tantra

Tantrisk samtaleInvitation til samtale

Når jeg skriver mine blogs og fortæller om tantra, møder jeg næsten altid en intens interesse. Jeg fornemmer, at det er spændende at få indsigt i de bevægelser der sker i mit liv. Jeg fornemmer, at mine bevægelser spejler nogle løsninger på tunge udfordringer i andres liv. Udfordringer, de har med dem selv eller udfordringer de har i relationen med en nuværende eller tidligere partner. Og når jeg åbner, kan mine omgivelser også selv åbne lidt mere.

Samtidig kan jeg se, at modet af og til svigter; det kan virke som om modstanden og konsekvenserne ved bare at tage små skridt hen imod tantra, kan synes helt uoverskuelige.

Det paradoks; at jeg gerne vil have den gode side af noget, men ikke det der gør ondt – fascinerer mig <3

Jeg har beskrevet lidt om det i nogle tidligere blogs her:

http://www.tantramassageaarhus.net/2016/10/16/ensomhed-fra-mig-selv/

http://www.tantramassageaarhus.net/2016/11/02/det-er-saadan-jeg-er/

Nu vil jeg gerne undersøge det lidt mere, og derfor ønsker jeg at invitere alle der har lyst til at tale om hvorfor det er så vanskeligt. Måske kan vi komme lidt nærmere på, hvad det er der afholder mange flere fra at finde modet til at tage det første skridt. Er du erfaren tantriker – kan du måske huske tiden lige før du tog skridtet. Har du endnu ikke vovet det første skridt, kan du bidrage med dine følelser og tanker om det hele.

Uanset hvor du er ifht. tantra, vil jeg gerne høre om det. Du kan altså ikke gøre noget forkert. Der er ikke uduelige ideer, tanker eller holdninger.

Så skriv til mig. Ring. Sms. Skype. Kom på besøg til kaffe. Send en brevdue. Whatever. Lad mig høre dine tanker om “Det at ville noget, men alligevel have svært ved at finde modet til det”.

Alle er velkommen. Kvinder og mænd, unge og gamle. Det koster ikke noget. Bare lidt mod <3

Glæder mig til at høre fra dig,

Kærlig hilsen,

Jørn

www.tantramassageaarhus.net

 

Det er sådan jeg er!

bro-ud-i-intetDet er sådan jeg er!

Talte med en god ven her den anden dag. Vi snakkede om holdninger og vaner; om det at mødes i et parforhold. Og hvor svært mange har det i deres relationer. Og hvor mange par der dannes, og opløses igen efter kortere eller længere tid.

På et tidspunkt sagde han: Det er sådan, jeg er!

Vi var inde på et område, der var svært. Et område, der fik stærke følelser til at bruse i ham.

Da jeg hørte ordene, kunne jeg mærke, at der var noget, som flyttede sig i mig. I første omgang følte jeg mig egentlig lidt træt. Lidt uoplagt. Gad ikke snakke videre. Men jeg lagde det til side, og forsøgte at ignorere det i første omgang.

Det er sådan jeg er blevet

Følelsen blev dog ved med at rumstere i mig, og senere på aftenen faldt tankerne igen på samtalen, men nu havde jeg fået lavet mig en lille variant: ”Det er sådan, jeg er blevet!”

Det er sådan, jeg er blevet!

For tænker jeg tilbage på mig selv som barn, var jeg meget mere åben. Fordomme, holdninger og vaner er jo ikke noget, vi er født med. Jeg forstår det på den måde, at jeg som barn fødes med et åbent og nysgerrigt sind.

Igennem min opvækst skaber jeg så det menneske, der bliver voksen-udgaven af Jørn. Der danner mine erfaringer i livet – mine holdninger og vaner.

Vaner kan være gode nok, men de begrænser også mit udsyn.

Så i stedet for sætningen ”Det er sådan jeg er!” – er det nok mere rigtigt at sige ”Det er sådan jeg er blevet!”.

At låse fast eller have frihed

At blive opmærksom på at mine vaner styrer mig som en maskine, kan virkeligt flytte noget. For hvem har lyst til at være en barn-glaedemaskine? Jeg kan mærke, at mine egne forventninger af og til spænder ben for mig, og skaber frustrationer, spændinger, forvirring – at de skaber modstand omkring mig.

Måske er det fordi mine vaner, strider mod den virkelighed, som jeg er i lige på det tidspunkt.

Så næste gang vi møder sætningen ”Det er sådan jeg er” hos os selv eller andre – kan det være vi i stedet skal prøve at sige ”Det er sådan, jeg er blevet”. Og mærke efter om det føles ens.

Det tror jeg ikke at det gør.

Den ene sætning låser fast. Den anden giver mig selv ansvaret for, hvordan jeg vælger at reagere.

Kærlig hilsen

Jørn

Ensomheden fra mig selv

ensomhedEnsomheden fra mig selv

I nogle samtaler inden en tantramassage, føler jeg at mine gæster kan kæmpe med sig selv og deres ensomhed. På den ene side kæmper de med en enorm længsel efter at blive set, som den de er. En længsel efter at springe ud i noget, som intuitivt føles helt rigtigt. Og på den anden side er de meget påpasselige og bange for at gøre noget forkert.

Jeg tror, at netop den cocktail er årsagen til at mange føler sig ensomme. For bliver det ved tankerne, skaber det ubalance og dermed måske ensomhed.

Lad mig prøve at forklare.

At leve alene

I den vestlige verden er der flere og flere mennesker, som oplever at leve alene og i ensomhed. Der er ikke noget entydigt svar endnu, på hvorfor udviklingen går denne vej. Vi bliver flere og flere mennesker på jorden, så logisk rationelt set skulle man tro, at mulighederne blev bedre dag for dag.

Men det sker tilsyneladende ikke. Ensomhed italesættes tværtimod, som en ”epidemi”, der spreder sig ligesom en virus igennem menneskeheden.

Faktisk viser nogle undersøgelser, at mennesker der lever i parforhold er mere ensomme, end de der lever alene.

Hvorfor føler vi os ensomme?

For at kende forklaringen på det, tror jeg at vi skal forstå at der er mindst to typer ensomhed. Der er faktisk flere, men lige her er de andre ikke så vigtige.

Der er den første type ensomhed, som vi kan kalde den ”sociale ensomhed”. Det er den type ensomhed, som de fleste tænker på, når de tænker at man er alene. Det kan være et liv uden at have en fast partner eller en familie. Vi kan tænke, at vi savner et menneske at være tæt på, en at holde om, en at sove med, en at dele livet med.

Og det kan mange af os tro er et opfyldt behov, når vi har fundet en partner.

Derfor bliver vi også forvirrede, når vi lever i et parforhold, og alligevel kan føle os ensomme. For det passer ligesom ikke rigtigt ind i vores forståelse af hvad ensomhed er. Mange bliver kede af det, opgivende, trætte og i sidste ende kan det ende i depression.

Ensomhed fra os selv

Den anden type ensomhed kan vi kalde en ensomhed fra os selv. Kort sagt handler denne ensomhed om at vi lever et liv, som vi tænker man skal gøre, men som vi ikke har lyst til. Det vi har lyst til, undertrykkes. Måske fordi det er blevet en vane. At vi har glemt at prioritere os selv og hinanden. Eller at vi kan tænke moralsk og sige til os selv ”at jeg har godt nok lyst til en tantramassage eller endda lyst til en anden mand, men så er jeg jo utro!”.

Jeg tror at alle mennesker i parforhold, der er låst fast i en forestilling om, hvad man kan og ikke kan, bærer en risiko for at møde denne type ensomhed. Ensomheden fra dem selv. Vi kan komme til at føle os fremmede overfor det menneske, vi er blevet til. Vi kigger måske os selv i spejlet og kan ikke længere genkende den, der kigger tilbage?

Ensomheden fra mig selv handler om, at jeg lever et liv med mangler. Eller sagt på en anden måde – lever jeg et liv med alt for mange bindinger til hvad jeg kan eller ikke kan gøre. Der er nogle huller, som jeg ikke får udfyldt eller udforsket, og de huller fører til tomhed eller frustration, som igen skaber en følelse af ensomhed.

Håb

Heldigvis er der håb. Det første skridt er at blive bevidst om det. Blive bevidst om at ”nu er der noget der forvirrer mig, nu er der noget jeg bliver ked af, noget jeg ikke forstår”. Du skal med andre ord undersøge, hvad det er for en fornemmelse eller sansning du har i kroppen.

Tantramassageaarhus.netHvis du har den følelse eller fornemmelse nu, så sig til dig selv at du er helt enormt dygtig, simpelthen fordi du kan mærke, hvordan du har det. At sansningen måske er svær at have med at gøre betyder ingenting. Det er også en del af livet.

Næste skridt er at forstå lidt mere omkring hvad det er der ligger inde bagved den voksende frustration eller ligegyldighed eller ked-af-det-hed. Det kan være et ønske om mere nærvær, mere intensitet – eller bare om at føle kærlighed igen.

Det er lidt sværere her – især fordi vi ofte falder i og skyder ”skylden” hen på vores livssituation, vores partner, vores arbejde, vores chef eller endda vores børn.

Men vi kan ikke skyde skylden på andre. Hvis vi har et behov for nærvær, der ikke er opfyldt er det først og fremmest os selv, vi skal ændre. Bemærk at det ikke betyder, at vi skal ændre eller fjerne det behov vi har.

I stedet skal vi for det tredje – simpelthen give udtryk for det vi har brug for, og måske fortælle om baggrunden for det.

Hvis det er et ønske om nærvær, så sig det.

Hvis det er ønsket om mere intensitet, så vis det.

Hvis det er ønsket om tantra sex, så undersøg det.

Måske kan en simpel samtale gøre det.

Måske er en tantramassage den rigtige vej for dig at gå.

 

Pointen er, at vi ved at bevæge os i en retning vi har lyst til, tager ansvaret for vores egen situation – og det giver frihed.

Mod

Det er indlysende, at der også kan komme mere på spil. Det kræver mod at give udtryk for de lyster man har. Men spørgsmålet er nok om vi hellere vil leve ensomme fra os selv, eller finde modet og stå som det menneske vi er.

Det er vigtigt at prøve at finde mod. Og nogen gange kan det være en metode at se på at vi kun har begrænset tid her på jorden, at vi skal finde en vej til at give det liv vi lever hele armen, og leve det fuldt ud.

Bronnie Ware har skrevet en bog om, hvilke 5 ting, mennesker på dødslejet fortrød mest, og det sender et stærkt budskab at læse denne liste:

  1. Jeg ville ønske jeg havde haft modet til at leve et liv, som jeg havde lyst til – i stedet for at leve et liv, som andre forventede af mig
  2. Jeg ville ønske jeg ikke havde arbejdet så meget
  3. Jeg ville ønske jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser
  4. Jeg ville ønske at jeg havde holdt kontakten med mine venner
  5. Jeg ville ønske at jeg havde ladet mig selv være mere lykkelig

Hvis du holder dig tilbage fra at prøve en tantramassage – så er det måske nu at du skal finde modet og springe ud i det?

Jeg er overbevist om, at tantramassager holder mange fra at blive ensomme. At tantramassagen – netop fordi den er bevidst og åben – er den perfekte legeplads til at finde tilbage til dig selv.

Det er min oplevelse, at der er meget større elastik til frihed i parforhold, end vi går rundt og tror. De fleste mennesker vil jo i bund og grund helst have at deres partner er tindrende lykkelig. Og holder jeg fast i at det er mit behov, jeg søger opfyldt, tror jeg at ønskerne bliver modtaget på den rette måde.

Du kan kontakte mig for en massage her.

Kærlig Hilsen

Jørn

Scandic Kolding

JørnScandic Kolding

Jeg har for nyligt været på kursus i nogle skønne omgivelser på Kreta. På et tidspunkt kommer bemærkningen at ”det havde ikke været det samme på Scandic Kolding”. Kom til at tænke på om det er det samme med en tantramassage.

Scandic Kolding er egentlig et dejligt sted; der er ikke noget i vejen med det. Fint hotel, fin service, dejlig mad, dejligt personale. Men det ER bare ikke det samme som at sidde på Kreta, i et åbent kursuslokale og lytte til bølgerne, der triller ind over stranden.

Det fik mig til at tænke over, hvorfor det dog er sådan? For han havde jo ret. I en lineær og strengt rationel tankegang, som mange af os er fanget i, kan et kursus jo lige så vel holdes det ene sted, som det andet. Det er jo indholdet som betyder noget?

Systemisk set er det dog noget helt andet. Hvis vi betragter et kursus som et system, dukker der pludselig alle mulige komplicerede strukturer og processer frem. Så er det lige pludseligt væsentligt, hvilke omgivelser vi sidder i. Eller i hvert fald har omgivelserne jo en effekt på udbyttet af et kursus.

Jeg prøvede at lade tankerne flyde og kom frem til en liste over alle de dejlige ting, som indholdet af et kursus kan blive påvirket af. Der er helt sikkert mange flere faktorer, men jeg begrænser mig lidt af hensyn til læsbarheden:

  • hvem er det der præsenterer
  • hvilken temperatur er der i lokalet
  • hvordan har hver enkelt deltager og kursuslederen det lige nu
  • hvordan har rejsen været til stedet
  • hvad er stemningen i rummet og omgivelserne
  • hvilken servering er der
  • hvem sidder vi ved siden af
  • har vi sovet godt eller dårligt
  • har vi lyst eller ikke så meget lyst
  • hvad er hver vores baggrund og forudsætninger for at deltage på kurset
  • hvordan er vores personlighed og hvordan passer den ind i gruppen
  • hvordan blev vi modtaget på kursusstedet, af kursuslederen og af de andre kursister
  • er der stress på andre steder i arbejdslivet eller privatlivet?
Tantramassagen

Ligeså er det med en tantramassage. Her har det helt sikkert også indflydelse på oplevelsen, hvordan rummet og omgivelserne er sat. Her kan du læse mere om tantramassagen.

Tænk hvis massagen kom til at foregå i en gammeldags gymnastiksal, i en kirke (det kunne jeg faktisk godt tænke mig J), udenfor på en eng på en dansk sommerdag eller for så vidt på et værelse på Scandic Kolding. Alle steder ville helt sikkert påvirke massagen <3.

Jeg har gjort meget ud af at indrette et dejligt rum til mine massager, fordi jeg har lyst til at føle mig i trygge rammer og det betyder noget for min oplevelse.

Mere om tantraOg trods alt er det også sådan, at vi bliver nødt til at mødes i massagen, i det der er, uden forventninger om at nu kommer massagen til at gå på den ene eller den anden måde. For at tro at mine rammer kan sættes, så jeg kan skabe en bestemt ”oplevelse” af massagen, vil nok være en illusion…

Kun ved at slippe alle forventninger, kan vi mødes og smelte sammen i en dans af berøring.

Reservér en tid hos mig her.

Kærlig hilsen

Jørn

Hvordan bærer jeg mig dog ad med at blive sur over det?

Forventninger

På en gåtur i bjergene på Kreta, kunne jeg iagttage at jeg var frustreret og lidt sur. Den umiddelbare årsag var at nogle af de andre deltagere på gåturen snakkede lidt for meget efter min smag.

De forstyrrede min egen proces – som var at mærke indad, og lidt mere eftertænksomt gå turen igennem kløften. Mine tanker gik på at oplægget fra vores leder, var at det skulle være en stille tur, hvor vi kunne spørge os selv – tavst – hvorfor vi er tilstede lige her og nu. Og det havde jeg svært ved at se de gjorde, med al den snak…

Min egen øvelse gik altså ikke så godt, og den første halvdel af turen opad gik med at irritere mig over, at jeg blev forstyrret. Indtil jeg så blev forstyrret af, at jeg nu blev forstyrret uden at vide, hvad jeg skulle gøre ved den forstyrrelse 🙂

Tantramassage og forventninger

I en tantramassage kan vi undersøge forskellen på aktive, passive og tavse forventninger.

En aktiv forventning er noget vi er bevidst om, og som vi regner med kommer til at ske. Det kan være en gave til en fødselsdag, det kan være nærheden med vores elskede, det kan være en skefuld havregrød. Der er med andre ord en lineær sammenhæng mellem vores forventning og vores udbytte. Vi glæder os til det vi kan kalde aktive forventninger. Det aktive går på at vi har en bevidst ide om, hvad det er vi kommer til at opleve. Bliver vores udbytte ikke som forventet, bliver vi ofte skuffede og kede af det.

De passive forventninger er lidt sværere at have med at gøre. Det er i udgangspunktet de samme som de aktive – vi er altså opmærksomme på, at vi har dem. Men her har vi bare lagt os fast på, at det er bedst ikke at forvente noget. Men vi håber – måske – alligevel at vi kunne forvente noget. Ofte er disse forventninger i spil i relationer – vi har måske kastet forventningen bort om blomster på Mors dag, eller at der er overskud til sex i aften, når ungerne er puttet, eller at der bliver sagt ”Hej skat”, når ens partner kommer ind ad døren. Men alligevel håber vi – og kan blive skuffet, hvis ikke der sker ”et eller andet” i den retning vi havde håbet på.

Det kan selvfølgelig også gå på, at vi håber der IKKE sker noget, vi ikke vil. Og når det så sker alligevel, kan vi blive frustreret.

De tavse forventninger

De tavse forventninger er allersværest at håndtere. Her er vi nemlig slet ikke opmærksomme på, at der ligger ”noget”. De tavse forventninger kan træde frem som svage fornemmelser, skuffelser, modstand eller en uklar følelse i kroppen. De tavse forventninger er altså slet ikke bevidste og det kan føre til at vi bliver overrumplet, når de træder frem.

Bliver sådan en tavs forventning tydelig under en massage, kan det blive meget interessant. De tavse forventninger kommer jo netop ud af ingenting og vi kan pludselig se os selv blive pressede, lidt utilpasse – uden helt at have overblik over, hvad der sker indeni os.

Der kan ingen forventninger være til en tantramassage. Hverken aktive, passive eller tavse. Men derfor kan vi godt bringe forventningerne med ind i massagen.

Som et emne til at undersøge – ”hvordan jeg dog i alverden bærer mig ad med at have netop disse forventninger”.

Det er også vigtigt at forstå, at ansvaret for disse forventninger hører til hos den, der forventer.

img_2831Balance

Gåturen igennem kløften endte med, at jeg fandt en vej til både at se min frustration og også holde et åbent rum til at lade den være, det den er. Da jeg stillede mig spørgsmålet: ”Hvordan i alverden bærer du dig dog ad med at blive frustreret over en samtale?”, fik jeg øje på mine forventninger om ”en stille gåtur”.

Med frustrationen efterladt prøvede jeg først at sakke bagud, men så ventede de på mig. Så prøvede jeg at gå foran – men så indhentede de mig. Til sidst besluttede jeg derfor at sige pænt ”Nej tak” til deres samtale, og de indså heldigvis, at de ikke selv var tilstede og takkede mig for ”en pæn måde at sige hold kæft på” bagefter 🙂

Resten af turen var helt fænomenal – jeg fandt ro og balance og var bare med de indtryk og de forstyrrelser, der nu engang er overalt i livet. Og i det her tilfælde med stilheden, bjergene, solen og vandet.

Jeg er nu tilbage fra ferie og glæder mig til at massere. Læs mere om tantramassagen eller book en tid hos mig her.

Kærlig hilsen

Jørn