Døden i Teheran

Døden i Teheran. Jeg er i gang med at læse Viktor E. Frankls bog ”Man’s Search For Meaning”. Viktor overlevede koncentrationslejrene under 2. Verdenskrig, og i bogen beskriver han livet og de psykologiske og mentale udfordringer, som fangerne stod i under de umenneskelige forhold.

Èn af de stærkeste historier han fortæller handler om frygt. At vi mennesker ofte er vores egen værste fjende. At vi flygter væk fra smerte og ubehag, eller forsøger at ”regne ud” hvordan vi sætter os selv i den bedst mulige situation. Oftest med det modsatte resultat til følge: At vi rent faktisk får gravet os selv endnu dybere ned i hullet. Og sætter os i en værre situation end i udgangspunktet.

Døden i Teheran

En rig og magtfuld Perser gik engang tur i hans have med en af hans tjenere. Tjeneren var bange og fortalte at han i huset havde mødt Døden, som havde truet ham. Han tiggede og bad hans herre, om at give ham den hurtigste hest, så tjeneren kunne skynde sig og flygte til Teheran, som han kunne nå senere samme aften, såfremt han tog af sted nu. Den gode herre indvilligede og tjeneren galoperede væk på hesten. Da perseren senere på dagen vendte tilbage til huset, mødte han selv Døden og spurgte ham: ”Hvorfor skræmte og truede du min tjener?”. ”Jeg truede ham ikke; jeg viste ham kun min overraskelse over, at han stadig var her hos dig, nu når jeg havde planlagt at møde ham senere i aften i Teheran.” svarede Døden.

For mig er der visdom i historien om døden fra Teheran. Jeg ser ofte selv at mine egne handlinger bringer mig i problemer. At det er selve ideen om, at jeg tror at jeg kan regne noget som helst ud, der er årsag til at jeg får problemer.

Hvad “kan” der ske i en tantramassage?

Det samme kan jeg af og til sanse, når jeg taler med mine gæster før en tantramassage. At mentaliseringer, skyld, skam, moral eller fikse ideer gør deres egen situation værre. At troen på at vi kan undgå smerte, bringer mere smerte med sig. At angst for hvad der ”kan” ske lige om lidt, hvis ikke jeg gør noget nu – får os til at mentalisere, i stedet for bare at sanse øjeblikket.

Måske skulle vi i stedet for at flygte fra det vi er bange for, undersøge det der sker lige nu og se om der åbner sig nye veje. Døden skal vi jo nok finde alligevel på et tidspunkt, der er ingen grund til at haste til det sidste stævnemøde.

Kærlig hilsen

Jørn