Tantra Massage Århus

Tantramassage og psykoterapi

Måned: februar 2017

Kager og bevægelse

Kager og bevægelse

Har opdaget et sjovt fænomen ved mig selv. Det er som om jeg har en forsinkelse på mine bevægelser nogen gange. Ikke fysiske – men de mentale, bevidsthedsmæssige bevægelser.

For det meste er jeg ret spontant, ligefrem – whatyouseeiswhatyouget. Her ser jeg en bevægelse, og så er der ret kort tid fra bevidsthed til handling. Det kunne være at jeg har lyst til is – så spiser jeg is. Det kan være at jeg er træt, og så lægger jeg mig – eller kører ind til siden.

Men af og til er der noget i gang, som tager lidt mere tid. Som om min bevægelse skal bage færdig. At det er en kage, jeg har blandet ingredienserne til, men som lige skal have nogle timer, dage eller måneder før den er bagt færdig. Efter et stykke tid viser det sig hvordan jeg skal stå det her nye sted. Af sig selv. Uden jeg skal gøre mere.

Jeg talte med en af mine gode venner om det for nyligt. Han fortalte at på hans job havde han lavet en ny strategi for hans afdeling. Det var vist i Maj. Han oplevede at på overfladen var alle engagerede og aktive og var bevidste om at der skulle ske en bevægelse.

Men der skete ikke rigtigt noget.

Sommerferien kom og gik og der gik endda en hel måned efter ferien var slut. I hele perioden tog min ven den nye strategi op med jævne mellemrum. Tilsyneladende uden synderligt resultat.

Indtil en dag i September hvor det hele ligesom væltede frem. Den ene konsulent efter den anden, fandt veje fremad. Og året endte rigtigt godt, faktisk bedre end han havde turdet håbe.

For mit vedkommende er det sidste eksempel jeg kan huske, at jeg skulle sige Nej til at arbejde det sted jeg var. Min beslutning var faktisk taget noget tid før, at jeg førte den ud i livet.

Bage-periode

Jeg fornemmer at den her “bage-periode” er nødvendig nogen gange. At systemer af og til tager lidt tid, inden de flytter sig. Og at mennesker er sådanne systemer. Jeg fornemmer, at det er vigtigt at give perioden tid og plads til at være der. Uden at presse på. For når vi presser for meget på, ender det ofte med at vi ikke er klar eller helt går i baglås.

Vi kan undersøge det i en tantramassage også. Faktisk sker det af og til inden massagen er kommet i stand. At jeg får kontakt, men at det ligesom dør ud. Men jeg ser nu at det er noget, som skal være der. En lille pause.

Jeg kan også se det i massagerne. At det kan være nødvendigt med en pause, for at mærke efter. Nogen gange flere minutter – bare med ren stilhed og ro. At give sig selv lov til at mærke, alt det der sker i kroppen.

Kærlig hilsen

Jørn

For gammel til tantramassage? Eller for tyk?

For gammel til tantramassage? Eller for tyk?

Er jeg ikke for gammel til tantramassage hos dig? Eller for ung? For tyk? Har for stive led? Forskellige størrelser bryster? Eller er jeg ikke bare forkert?

Af og til får jeg sådan en forsigtig kommentar fra en gæst igennem telefonen. Det er måske udtryk for en kropskultur, hvor vi sætter alt for høje forventninger til os selv? Vi læser måske i et dameblad om perfekte mennesker, der lever det perfekte liv. Så kan vi selv føle os forkerte og miste modet til at gøre det, vi har lyst til. For jeg ligner jo ikke en reklame, eller en person fra en tv-serie.

Læste også for nylig en artikel om at unge kvinder nu undgår at gå i bad med andre, når de har dyrket idræt – fordi de ikke vil vise sig nøgne for andre end dem selv. Og samtidig synes modne kvinder ikke længere at de er sexede nok.

Jamen, for fanden da!

Det er en kropskultur, som er helt forskruet.

Lad mig slå en ting fast: Det er aldrig for sent at starte på tantra. Uanset hvor gammel du er. Det er heller aldrig forkert at få en tantramassage, hvis altså du har lyst.

Størrelse og type og form og farve betyder heller ikke en døjt – det er mennesket jeg mødes med – hud er hud og sanselighed er sanselighed <3

Seksualitet er livskraft. Og det kan vi næsten ikke få nok af. Især ikke i den her verden, som vi lever i idag.

Kærlig hilsen

Jørn