Tantra Massage Århus

Tantramassage og psykoterapi

Kategori: bevidsthed

At rejse er at (leve)… flygte

At rejse er at (leve)… flygte

Jeg har lige været afsted på ferie på Færøerne. Jeg har fået mild stress af at være på ferie.

Det er kun nogle uger siden vi var afsted, men jeg har næsten allerede glemt, hvad det var vi besøgte. Det var med en gruppe bekendte, som tidligere havde vandret på ferier sammen. Der var et hårdt tempo. Vi skulle jo nå at have noget ud af ferien! Vi skulle se noget. Opleve det hele. Sætte kryds ved det vi havde besøgt! Få de her øer under vore fødder!

Men fuck hvor det slet ikke passer til mig, med de her ambitioner om at få ”noget ud af ferien”. Planlægningsmareridt der aldrig stopper: ”Så hvis nu vi kører hen til den her slugt, og max er der 1 time, så kan vi måske også lige nå et andet sted og være tilbage og få aftensmad ikke alt for sent i aften”. Og ”Er vi så alle enige om at vi gerne vil derhen og gøre sådan og sådan?”.

Det handlede om at komme et sted hen – før vi kunne nyde:

  • At kunne sætte kryds ved det højeste bjerg
  • Eller den dybeste slugt
  • At sige ”at vi har været på så og så mange af de 18 øer”

Puuuuha. Det var en stor mundfuld for mig. Jeg forsøgte endda at gå ind i det de første dage – finde energien. Undersøge tempoet. Vitaliteten. Det målrettede fra morgenstunden: ”Vi skal da afsted snart, ikke?”, sagde jeg.

2 meter fra toppen

Så vi fræsede ud til det højeste bjerg, og indtog det. Meter for meter. Få stop undervejs. Så få som muligt. Det kunne jo begynde at regne. Eller der kunne blive tåge.

Halvvejs oppe kunne jeg mærke frustrationen i mig selv. Der er jo skønt her på det her lille sted. Eller her. Eller her. Hvorfor ikke sidde lidt længere? Og bare være til? Nyde udsigten? Det spurgte jeg mig selv om.

Men jeg fulgte med. Prøvede at sakke bagud. Være lidt alene, og bare nyde mine egne åndedrag. Nyde mine skridt. Nyde at bruge min kræfter. Varmen, der uundgåeligt spredte sig i kroppen, fordi vi gik opad. Det sidste stykke var lidt stejlere og vildere. Men med god læ og fine steder at træde på. Jeg kunne høre de andre nå toppen. En for en. Glæden over at have nået målet for deres rejse.

Men der stoppede jeg så. 2 meter før toppen. Kun to højdemeter fra at have nået målet.

Simpelthen fordi jeg kunne mærke at jeg ikke behøvede at gå længere. En af de andre kom ned til mig og spurgte om han skulle holde mig i hånden det sidste stykke. Eller at der var én som kunne gå foran og en anden bagefter mig? Det var jo kun et par meter. Og de andre var deroppe allerede. ”Det ser sværere ud end det er”. Osv. Osv. Osv. Og den underlæggende præmis om at ”jeg jo ville gå glip af noget, hvis ikke jeg gik det sidste stykke op på toppen”.

Heldigvis er mit Nej stærkt. Så det var fint at læne mig derind. Og blive hvor jeg var. Mærke min egen forundring over mit mod. Og roen over ikke at skulle udfordre mig selv. Selvom der jo var hjælpende hænder alle vegne.

I øvrigt var det tyk tåge på toppen, så det var ikke muligt at se ret mange meter frem. Men selvfølgelig havde man jo ”været der”. På toppen af bjerget.

Jeg følte også at jeg havde ”været der” selvom jeg blev hvor jeg var. 2 meter fra toppen.

Olej

Lørdag var festdag og jeg oplevede Olej-festen i Thorshavn. Nøøøøj, hvor færingerne kan feste! Og hvor er de gæstfrie! Jeg oplevede den kærlige, inviterende ånd, som betyder at ”har jeg noget, deler jeg gerne ud af det”. En ånd, som sikkert har været helt nødvendig for at overleve i gammel tid. Men som lever i bedste velgående, og gør Olej-festen til en helt ekstra-ordinær oplevelse.

På vejen hjem fra en af de bedste aftener jeg har haft meget længe, gik jeg stille igennem Thorshavn og tænkte tilbage på ferien.

”Sådan må det være at flygte”, slog det pludselig ned i mig. Og naturligvis betyder ”flugten”, at jeg overser det væsentlige:

Essensen af liv er at det ingen steder skal hen. ”Livet” har ingen bucket-liste, som skal nås inden det stopper. Det er meningsløst at sætte kryds et sted, for så at skynde sig videre til det næste. Og videre til det næste igen.

Her & Nu

Der er kun nu og her. Og kun bevidstheden om at være her og nu, kan hjælpe mig med at blive revet med af ambitionerne.

Den erkendelse fik jeg midt i natten, midt i Thorshavn. På gåturen, i festen og alle de glade mennesker og den vilde natur omkring os. Med den stille lette forfriskende regn mod mit ansigt.

I en tantramassage hos mig skal vi ingen steder hen. Og dog når vi det hele. Vi når det som vi skal, i det møde, der opstår. I sanselighed. Åbenhed. Og tilstedeværelse her og nu.

Kærlig hilsen

Jørn

Led eller dø!

skeeze / Pixabay

Led eller dø!

For tiden på jobbet føles det som om jeg hver dag tager livtag med døden. Top-down ledelsen, der fortæller mig at “Ting, tager den tid, der er sat af til dem” og udstikker nogle deadlines, som jeg herefter skal få min planlægning til at passe ind i. Problemet er bare at det ikke passer. Der er ikke tid nok. Og jeg skal på en måde stå på mål for kvalitet og samtidig er der en leder, der fortæller hvor lang tid jeg må bruge på det.

I det øjeblik ser jeg døden i øjnene. Ikke lige der først, når han beder mig fylde hans top-down plan ud. Men fordi jeg føler mig utilstrækkelig. Føler at jeg mangler kompetencerne. Jeg bliver forvirret over at der må være et eller andet, jeg ikke forstår. At jeg ikke er god nok. Herefter tænker jeg: “Mon jeg bliver fyret lige om lidt? Siger han det bare for at få en undskyldning for at komme af med mig?”.

Tankerækken fortsætter: “Bliver jeg fyret, mister jeg min indtægt. Så kan jeg ikke betale mine regninger. Banken vil overtage mit hus. Min familie forsvinder. Og jeg vil til sidst selv dø.”

Stort set i den rækkefølge kommer det. Det hele er ikke fuldt ud bevidst. Det er som om at “Siger han det bare for at få en undskyldning…” får den bevidste tankerække til at stoppe ved forvirringen. Men underbevidstheden arbejder videre med resten af tankerækken. Og rammer til sidst enden i form af døden.

Frygten for døden har siddet på min skulder i mange år. Indtil jeg for nyligt indså, hvad der skete. Og dermed kunne jeg slippe det. Finde tilbage til mig selv og stå fast i det menneske jeg er. Finde ind til det menneske, der uden frygt kan se døden i øjnene.

Med et skævt smil. Og bliver jeg fyret, bliver jeg fyret. Det dør jeg altså ikke af.

Jeg tror, at mange kan genkende mine oplevelser. Og at døden (måske i form af frygt) er svær at forholde sig til, som et eksistentielt vilkår, der helt konkret påvirker os i hverdagen. Hele tiden. Det er uomtvisteligt at døden også er til stede i de fleste parforhold. Måske også helt konkret. Men helt sikkert eksistentielt.

Ved du hvordan døden er trediepart i jeres relation? Eller er du nysgerrig på at undersøge noget mere? Så er vores par-retreat Meningen med livet – og døden måske noget for jer?

Vi glæder os.

Trine og Jørn

http://www.tantramassageaarhus.net/2017/07/23/liv-kaerligheden-retreats/