Følelsen af Hjem

Forrige sommer solgte jeg mit hjem i Malling. Vi overtog det i 2001 og jeg har haft min daglige gang der i næsten 17 år. Det er lang tid. Og mange kilometer har jeg travet rundt i det. Jeg har i årenes løb renoveret huset. Hvert eneste loft. Hver eneste væg. Og alle gulve har fået en behandling eller er blevet lagt om. Døre, skabe, hængsler, vinduer, tag, skorsten og det meste af haven og belægningsstenene udenfor har jeg haft i hænderne. Selv det inde i væggene og nede i gulvene har jeg rørt ved.

Når jeg gik rundt i huset kunne jeg stoppe op: Huske hvorfor der var den her kant. Eller at der ikke er megen plads derinde bagved. Eller hvordan jeg har trukket el-kabler i en væg i kælderen. Hvor dybt nede under gulvet jeg har gravet lige her…. 1,4 m – for at komme ned til fast grund. Alle de timer jeg har brugt med min Far! Og hans bemærkning om at den her trappe er så solid at den kommer til at stå tilbage, når huset ikke er her mere 🙂

Far

Jeg er også selv blevet Far her. To svære graviditeter for mine børns mor, der dog begge endte godt og med to pragteksemplarer af piger, der nærmer sig voksentiden. Jeg har elsket og grinet og grædt og været både frustreret og vred. Ikke så få gange har jeg været stang-bacardi. Familie, venner og bekendte har været forbi. Det er et skønt sted.

Og nu er det solgt. Nye beboere. Tina og Jesper. Med deres egne børn. I stedet flyttede jeg mig til et lille sted i Århus.

Jeg har nu boet her i et halvt år. Og det slog mig i dag at følelsen af Hjem nu er her. Jeg bliver glad ved bare at være i og omkring de her rammer, som et hus jo er. Men hvad er det for en følelse egentlig? Hjem-følelsen?

Ro, fred. At jeg kan slappe af.

(Hvilket sikkert betyder at jeg sætter bindinger på mig selv, når jeg er ude i byen. Måske godt nok for det :-P) Jeg nyder at der ikke er så megen plads her. Det er megafedt at jeg kan overskue alt på ingen tid. I modsætning til huset i Malling, der tog 7 år at renovere.

7 år og 7 minutter

I mit nye hjem tager det bare 7 minutter at støvsuge. Det er lykke for mig. At støvsuge i 7 minutter. Måske er det også følelsen af sikkerhed? At høre til her. At jeg kan regne med de her vægge. Selvom der ikke er nogen at “høre til” sammen med her. Trine – min kæreste – bor i hendes eget hjem med hendes egen familie. Hendes hjem er der.

Så jeg er alene her. Men ikke ensom. Altså lige bortset fra min kat. Og så rammerne. Huset. Haven. Mit hjem <3

Kærlig hilsen Jørn